DDS 10009 Sommerlejr i Norge, 1958

Planlægning. Det krævede naturligvis en stor og omhyggelig planlægning, før en sommerlejr på dette tidspunkt kunne finde sted. Børge var os her en uvurderlig støtte, han havde kontakt fra tidligere tid med en spejderfører Jan Knudsen fra Arendal. Børge havde kendt Jan gennem mange år, jeg havde uden at få det bekræftet en fornemmelse af, at deres bekendtskab og venskab stammede helt tilbage til deres fælles virke som frihedskæmpere. Jan boede i Arendal og var leder af en kulhandel, som han havde arvet fra sin far. Han havde en afbrudt universitetsstudium p.gr.a. krigen bag sig. Arendal var desuden Silkeborgs venskabsby, så det var også en af årsagerne til, vi valgte Arendal. Via Børge og Jan kom jeg hurtigt i kontakt med tropsføreren for 1. Arendal trop under Norsk Spejdergutt Forbund, Trygve Daaland, samt hans tropsassistent Olav Kristiansen. De var lige fra starten fyr og flamme for at få os til Arendal. 1. Arendal og Agder Krets (svarende til vores division) skulle nemlig deltage i jubilæums lejr (1918 – 58) fra den 31. juli til 6. august, og Norsk Spejdergutt Forbund var meget interesseret i at få udenlandske spejdertroppe med på denne lejr. Selve sommerlejren begyndte med afrejse mandag, den 28. juli og hjemkomst lørdag den 9. august.

   Allerede ved de første breve, som vi udvekslede med Trygve, blev jeg klar over, at vi ville komme til at møde nogle helt usædvanlige venlige og imødekommende spejdere. Det var let at mærke, at ”kemien passede”. Det skulle senere vise sig, at vi ikke blev skuffede, tværtimod. Vi gik derfor ret tidligt i gang med at søge fribilletter, skrive indbydelse og tilmeldelsesblanketter og konstaterede til vores måske store overraskelse, at tilmeldelsen var stor. 22 spejdere, fordelt i 3 patruljer var tilmeldt. Heriblandt min lillebroder Søren, som var spejder i Ørne. Og da vi kun var to førere, der kunne deltage, nemlig foruden mig selv Ove, var vi så heldige, at Marius Troelsen tilbød at deltage som fører. Han var til hverdag stationsleder på Falck i Silkeborg, der dengang havde til huse på Fredensgade (der hvor nu busterminalen ligger). Samtidig var han far til 2 af vores spejdere, Lars og Sven samt to døtre, som begge var pigespejdere. Endelig var han aktiv som forældrerepræsentant, idet han var tropsrådets kasserer, så jeg have et indgående kendskab til ham – og han til os. Jeg havde ikke spor betænkeligheder ved at han deltog, jeg vidste, at vi fik en meget samvittighedsfuld og interesseret ”fører” med. Der var det lidt sjove, at vi alle, både spejdere, skovmænd og vi to førere automatisk kaldte ham Troelsen og ikke ved fornavn, som vi jo normalt brugte. Det skyldtes nok, at vi i flere år kun havde kendt ham som spejderfader, og han var jo også noget ældre end Ove og jeg. Jeg var selv på det tidspunkt 24 år gammel og Ove 21 år. Troelsen anskaffede sig en spejderuniform og deltog på alle måder på nøjagtig samme måde som vi andre. Denne sommerlejr blev i øvrigt skelsættende for ham, idet han efterfølgende fortsatte som fuldgyldig tropsassistent og bl.a. i en periode virkede som tropsfører i 2. Silkeborg trop, mens han tog Gilwell. Vi rejste naturligvis på en hvid fællesbillet (gratis).

     Lejragenda. Med denne lejr startede vi an tradition, der holdt i mange år i forbindelse med sommerlejre. Vi udarbejdede en lejragenda, der indeholdt alle relevante oplysninger vedr. lejren, såsom endeligt program, adresser, deltagerliste, hvilke førere, der deltog, afgang-og ankomsttidspunkter, forældrenes adresse i lejrperioden, sygekassenummer, evt. meddelelse om medicin, kan svømme/kan ikke svømme, lejradresse, en kort beskrivelse af stedet, hvor sommerlejren skulle finde sted, og liste over personlig udrustning m.m.

   Liste over personlig udrustning kunne se således ud:

   sovepose eller 2 tæpper, hylster til sovepose, rygsæk eller mejs indeholdende:

  1. 1 skiftetøjspose:
  • 2 sæt undertøj (bem. til 13 døgn!)
  • 1 par korte bukser
  • 3 par strømper
  • 3 lommetørklæder
  1. 1 pose med spisegrejer:

2 tallerkener

  • 1 krus
  • ske, kniv og gaffel (også kaldet spisebestik)
  • 1 viskestykke
  1. 1 toiletpose:
  •  sæbe i hylster
  •  kam og neglerenser
  •  tandbørste og tandpasta
  •  håndklæde
  1. 1 plastikpose med badetøj
  2. 1 pose med reparationsgrejer
  • synål og stoppenål
  • garn og knapper
  1. 1 pose med skosværte og børste
  2. regnfrakke eller regnslag
  3. private ting: (sæt x herunder)
  • skrivepapir og konvolutter
  • fyldepen eller kuglepen
  • kompas
  • fotografiapparat
  • lommelygte
  • diverse:
  1. i lommerne:

knobsnor, sangbog, papir, blyant, dolk

Rygsækken blev, som det ses af ovenstående, ikke for intet kaldt ”Posernes pose”. Naturligvis deltog alle i absolut reglementeret uniform. Vi havde den store glæde, at

alle spejdere nu havde fået spejderhat, så det var en flot trop, der skulle af sted.

                 Alt skulle mærkes med navn, hvorfor mange mødre købte navnebånd med spejderens initialer, som de syede i tøjet. Disse kunne købes på depotet eller hos en lokal trikotagehandler. Der var ikke overladt noget til tilfældighederne …… Om slaget var beregnet til at kunne bruges til autografer, og spejderne blev kraftigt opfordret til at gøre brug af det, hvilket også viste sig at være tilfældet.

   Dertil kom en speciel sangbog, som vi havde lavet, så den netop passede til denne lejr. både lejragenda og sangbog blev duplikeret på sværteduplikatoren hos Børge, hvor også SPUL blev duplikeret.

     Mandag, den 28. juli. Endelig oprandt dagen, hvor vi skulle af sted. Vi skulle mødes på banegården kl. 10.30. Da jeg ankom – endda i god tid, viste det sig, at de fleste af spejderne allerede var mødt op sammen med påfaldende mange forældre. Hvordan de havde fået fri for at kunne følge deres søn til toget, må stå hen i det uvisse.

1958 Sommerlejr DDS 1. Silkeborg Trop på banegården i Silkeborg

Jeg havde ”lejet” en amatørfotograf til at fotografere troppen, inden vi tog af sted. Billederne skulle han, Jørgen Laursen, som han hed, skynde sig at få fremkaldt og kopieret og derefter sendt op til vores lejradresse, så hver spejder kunne få et billede, som han kunne give til sine indkvarteringsværter, når vi kom dertil. Jørgen Laursen, havde jeg gået i parallelklasse med på Mellemskolen, derefter var han blevet postbud og nu gift med en af Gurlis forhenværende kolleger fra sagførerfirmaet Dahl og Gudmundsen. De boede nu Lyngbygade 37 A , lige over for Lokalet, og vi besøgte dem undertiden der. Efter fotograferingen fik vi den triste meddelelse, at toget var forsinket mindst ½ timer, det var næsten ikke til at holde ud, så spændte var vi på at komme af sted. Men endelig kom toget, og da toget satte i gang råbte vi tropsråbet, så vi kom standsmæssigt af sted. Vi skiftede tog i Randers, og p.gr.a. forsinkelsen blev det kun til 1½ times ophold i Hjørring, inden toget fortsatte mod Hirtshals. I Hjørring fik alle spejdere undtagen turhavende patrulje, der måtte være vagter ved vores bagage på banegården, lov til at spadsere patruljevis ud i byen for at bese den. Vi førere benyttede os af lejligheden til at drikke kaffe på konditori ”Villy” – hvilken flothed. I toget på vej mod Hirtshals åbnede lejrbanken, som Troelsen bestyrede. Da vi vidste, at vi skulle skifte transportmiddel flere gange, havde vi indført et bestemt ”system”, der gik ud på, at Ove som den første stod af toget, skibet eller bussen for at finde et sted, hvor vi kunne samles, inden det gik videre. Jeg gik derefter som første mand ud, derefter kom spejderne patruljevis, og Troelsen var bagtroppen. Det fungerede godt. Vores materielkasser havde vi sendt i forvejen, og vi havde dem så med på skibet som rejsegods. På den måde kostede de ingenting, i modsat fald skulle vi havde givet over 100,00 kr. i fragt hver vej. Det var mange penge dengang. Hver patrulje havde sin egen patruljekasse med patruljens udstyr. Dertil kom et par kasser til tropsmateriellet. Så der var noget at holde styr på, men det voldte ikke problemer. Hver patrulje kendte jo deres ansvar. Kl. 18.00 sejlede vi med færgen til Arendal fra Hirtshals. Nu var det alvor.

   Om bord kunne vi bevæge os frit over det hele, og vi nød sejlturen i fulde drag. Dog havde vi en lille disciplinær episode med et par af patruljeførerne og nogle af de største spejdere. De havde nemlig lejet kahyt uden at give os besked, så vi anede ikke, hvor de befandt sig. Og hvor var patruljeføreren i forhold til sine patruljekammerater, sådan er man ikke fører. Dette problem fik løst ved en ”alvorlig snak”. Patruljerne var igen intakte. Pludselig kom en patruljefører med en af sine patruljemedlemmer, Erik Pedersen. Det meste af hans hoved var dækket af blod, det så ret dramatisk ud, men heldigvis var Troelsen Falck-mand, så ham gik der ikke panik i. Sammen fik vi Erik med op til kaptajnen, der på kommandobroen havde et avanceret nødhjælpsudstyr, hvorefter Troelsen og kaptajnen i fællesskab fik blodet vasket væk og konstaterede, at der kun var tale om mindre rifter, der ganske vist gav meget blod, fordi det var i hovedbunden. Han blev forbundet, og vi benyttede os af lejligheden til at se, hvordan det foregik og så ud på et skibs kommandobro. Det var vældig interessant.

   Ellers benyttede vi os rigeligt af, at så mange ting kunne købes billigt på båden. For de fleste af os, var det første gang, vi oplevede varer uden afgift. En pakke amerikanske cigaretter kostede kun 2,00 kr. Særligt tyggegummi var der stor efterspørgsel på. Hele troppen gumlede. Hen ad kl. 22.00 kunne vi begynde at se de første tegn af Arendal, og præcis kl. 23.00 lå vi for anker i Arendal hav. Jeg løb som den første ned for at tale med tolderne og fik det ordnet således, at vi bare kunne gå i land uden om tolderne. På kajen stod Jan og tog imod os. Han havde oven i købet taget firmaets lastvogn med, så han kunne køre vores bagage op på den skole, hvor vi skulle sove om natten. Ført af et par norske spejdere, som var kommet ned til havnen for at hjælpe os, gik vi op til skolen (i øsende regnvejr). Efter en times ventetid lykkedes det endelig at få gymnastiksalen låst op, og vi kunne komme til køjs – efter en spændende dag. Nu var vi Norge. Trætte, men opsat på flere oplevelser.

     Tirsdag, den 29. juli – hiké. Klokken 07.00 blev vi vækket af Trygve Daaland, der som tidligere nævnt var tropsfører for vores værtstrop 1. Arendal. Den allestedsnærværende Jan havde bestilt morgenmad til os – hvilken luksus. Da denne var fortæret købte Troelsen og jeg ind til hikén, som vi samme dag skulle starte på. Vi blev hurtigt klare over, at madvarer var dyrere i Norge end i Danmark, til gengæld var de dårligere. Hvad ville mon de kræsne sige til det? Efter hikén skulle vi møde i kredslejren, og hertil blev den bagage, vi ikke skulle bruge på hikén kørt. Hikén startede fra en lille by, ved navn Tjønnås, som lå ca. 100 km nord for Arendal. Turen hertil foregik med tog, og vi fik på togrejsen lejlighed til at se noget af Norges natur. Mange af os så bjerge for allerførste gang i livet. Det var ret betagende. I toget blev vi ledsaget af tropsassistent Olav Christiansen, som viste sig også at være usædvanlig venlig og hjælpsom. Han skulle føre os gennem Telemarken til Kviteseid og var en erfaren Telemarkvandrer, hvilket det var nødvendigt at have som leder i den barske natur. Vi ankom til Tjønnås ved 17 tiden, hvor vi skulle overnatte på en tørvestrøelsesfabrik, og gav os med det samme til at tilberede maden på primitiv vis. Efter maden, havde spejderne ”fri” et par timer, inden vi skulle gå til ro. Vi havde fået overladt et arbejderskur som overnatningssted.                                                                                                                                                                                                                                           Ret hurtigt blev vi vidne til en lidt alvorlig episode, som virkelig gjorde os meget bange. Flere af spejderne havde på området fundet nogle tipvogne, som blev brugt til at transportere den tørvestrøelse, som arbejderne gravede op nede i dalen. Spejderne kravlede op i vognene. Et par stykker skubbede dem i gang, og så kan det nok være, at der kom skub i vognene. De suste ned af bjerget i en rasende fart. Vi stod oppe på pladsen og kunne intet gøre undtagen se vognene drøne ned ad bjerget. Det var nogle af de længste minutter, jeg nogensinde havde haft. Min lillebroder var (selvfølgelig) blandt de spejdere, der var med i vognene. Jeg vil gerne indrømme, at jeg for alvor var bange, meget bange – og virkelig følte ansvaret tynge. Heldigvis standsede vognene af sig selv, da de nåede helt ned i dalen, og spejderne kunne kravle uskadte ud og begyndte opstigningen til os andre. Vel oppe igen blev alle spejderne undtagen patruljeførerne sendt i seng. For dem lavede vi et lejrbål og serverede kaffe for dem. De ventede sikkert alle på, at vi skulle skælde dem ud for deres letsindighed, men vi talte kun roligt med dem om ansvar og forpligtelser. Jeg tror, patruljeførerne blev overrasket over, at vi tog det på den måde – resultatet var nået. Vi har aldrig siden talt om den episode. Jeg har aldrig fortalt andre om det, det måtte være en slags underforstået hemmelighed mellem de implicerede og vi førere. Ingen har siden med ét eneste ord nævnt det, så jeg tror ikke, at nogen af spejderne har fortalt det hjemme. Jeg prøvede at ”fiske) hos mine forældre, men Søren har garanteret ikke fortalt noget om det, ellers ville de garanteret have nævnt det for mig.

     Onsdag, den 30. juli startede selve hikén efter en hurtig morgenmad. Vi blev meget tidligt om morgenen afhentet af 2 lastbiler, som kørte os lidt længere op i Telemarken til noget, der hed , hvor den egentlige vandring startede. Sikke en tur derop, aldrig havde vi kørt på en så ujævn vej (hvis man kunne kalde den det), så vi var alle ret forslåede bagi da vi endelig ankom til bestemmelsesstedet, og vi tog med stor lettelse afsked med chaufførerne. Nu begyndte vandringen, som gik opad i bjergene i Telemarken. Nok havde de fleste af spejderne efterhånden vandret sig til flere kilometerplader, men det her var noget helt andet. Det viste sig hurtigt, at vore lædersko ikke var særligt velegnede til fjeldvandring, idet vi ofte skulle passere vandløb. Jeg nåede efter 5 minutters vandring at få gennemblødte fødder, som det bare gjaldt om at gå videre på. Snart havde hele troppen det. For Svend Troelsen gik det så galt, at han faldt på maven i et vandløb. Men trods alt var hikén en stor oplevelse for os alle, vi fik for alvor prøvet kræfter ned naturen. Naturen var storslået, og stemningen blandt spejderne var ikke mindre. At hikén blev så stor en succes skyldtes ikke mindst Olav, der viste sig at være en helt fantastisk leder på sådan en tur. Han var samtidig en fremragende fortæller, der virkelig forstod at fange alles interesse.

   Vi kom forbi flere sæterhuse og gårde, men nu alle forladte og øde. Det virkede lidt underligt på vi danskere, der var vant til at se hyggelige gårde ude på landet, men naturen var overvældende. Ingen af os havde tidligere oplevet noget lignende. Da forstod man for alvor, at spejderliv er udeliv. Den største højde, vi nåede under vores fjeldvandring var 1.200 m, så Himmelbjerget blegnede jo lidt her.   Overnatningen foregik i en gammel forladt skole, hvor vi i skolegården kunne lave bål og tilberede vores mad. Vi havde til hikén fået udleveret en norsk militærpakke til hver spejder, indeholdende bl.a.:

                                     kogeapparat (sprit) – suppe – kakao – brød (ikke rugbrød) – kaffe.

Det syntes spejderne var vældigt spændende at prøve. Flere af dem kunne næsten ikke nænne at bruge af pakken, de ville have den med hjem som et minde. Men sulten gjorde sit, så pakken blev brugt til sidste krumme. skolen lå smukt ved en elv, så det var med en utrolig flot kulisse. Om aftenen holdt vi lejrbål, sammen med de norske spejdere, der sammen med Olav fulgtes med os. Det var en stor oplevelse. Da den sidste sang var sunget, sad alle ganske stille og oplevede den magiske stemning, der var over tiden og stedet.

     Torsdag, den 31. juli fortsatte vi efter en god nats søvn, men med ømme fødder til en havn, der lå ved en mindre elv, hvorfra vi med båd blev sejlet langs lodrette bjergsider til Kviteseid. Det var her kredslejren skulle afholdes. Under hele hikén havde vi sunget eller fløjtet meget, og yndlingssangen var ”Jamboreesangen”, som vi da også sang, da vi samlet marcherede ind i lejren. Vi fik anvist en plads ved siden af 1. Arendal trop, så vi havde vores venskabstrop tæt på os. Nu skulle vi alle til at lære hinanden at kende. Det gik utroligt hurtigt med det. Også Trygves broder, Asbjørn deltog som fører i 1. Arendal. Jeg tror egentligt ikke, at han var spejder, men han var med som en hjælp for sin broder. Hvis han ikke tidligere var spejder, så faldt han dog meget hurtigt ind i rollen som en sådan. Der blev hurtigt sluttet mange venskaber, der holdt flere år frem. Der deltog ca. 150 norske spejdere. De norske spejderes uniform var grå og som hovedbeklædning havde de en skråhue. I stedet kunne man godt forveksle dem med FDFerne, som vi kendte hjemmefra. Den første dag gik med at indrette lejren. Vi gennemførte som den naturligste ting at patruljerne arbejdede selvstændigt, bl.a. lavede de mad patruljevis, og vi førere spiste, som vi senere næsten altid praktiserede, på skift hos patruljerne. Jeg fik allerede ved starten af lejren et stort problem. Min danske pibetobak (Færch’s Singleton) slap op, så jeg måtte ”nøjes” med norske cigaretter – uha, det smagte ikke godt. Det skete aldrig siden, at min tobak slap op. Om aftenen var der førermøde for helelejren, og vi smagte for første gang norsk kaffe. Den smagte ikke så godt som den danske, men vi fik efterhånden lært at drikke den – faktisk blev vi berømte/berygtede for vores kaffedrikkeri. Lejrledelsen havde til alle deltagere udarbejdet en lejragenda, som var bogtrykt og med reklamer i for at kunne betale trykningen

.

     Fredag, den 1. – onsdag, den 6. august. Nu var lejren endelig i gang. Den lejr, som jo var vores anledning til for at tage på sommerlejr i Norge. Der var lagt et stort og varieret program for lejren. Alt var velorganiseret, og overalt mødte vi kun venlighed og hjælpsomhed. De norske spejdere var enestående. De betragtede os med en slags ærefrygt, så vi undertiden blev helt flove.

   Programmet bød på en idrætsdag med alle forskellige former for utraditionel ½                 idræt, så ikke idrætsudøvere også kunne deltage, afsluttende med stort lejrbål om aftenen. Vi lærte også at synge en del norske spejdersange, og vi kunne så til gengæld lære dem nogle danske. De norske spejdere havde ligesom vi også tradition for forskellige råb, så her konkurrerede vi. En hel dag var afsat til et Telemarksbesøg, hvor vi så områder, som vi ikke på vores vandring havde set. Denne dag sluttede stemningsfuldt med et besøg ved gamle Kviteseid kirke. Om søndagen var der besøgsdag, og nogle af os fik her lejlighed til at hilse på de kommende indkvarteringsværter, som vi skulle bo hos i Arendal efter lejren. Samme dag blev der afholdt en lejrgudstjeneste, det havde vi heller aldrig prøvet før, og vi måtte indrømme, at det var meget højtideligt. Igen en stort lejrbål om aftenen, hvor de mange gæster satte deres præg på underholdningen. Mandag var planlagt som en venskabsdag, hvilket betød at hver patrulje skulle invitere 1 eller 2 gæster. Dermed lærte de spejderne fra de andre troppe at kende. En god idé. Til slut var der patruljelejrbål. Det så flot ud med de mange små lejrbål med de store mørke klipper som baggrund.

   Tirsdag eftermiddag inviterede Jan vi tre førere på en biltur op i fjeldet, hvor vi bl.a. drak kaffe på hotellet i Morgendal, stedet hvor den olympiske ild blev tændt i 1952. Det var meget interessant at se. Der på egnen var de berømte for deres smukke træskærerarbejder. Næsten alle huse var forsynet med smukke udskæringer. Det var ganske betagende midt i det ellers barske og noget fattige norske landskab. Under vores biltur var troppen selv på fjeldtur sammen med spejderne fra 1. Arendal trop. Dagen før havde hele lejren været på besøg i Kviteseid, og der var sket det kedelige, at der fra 2 butikker var blevet stjålet, så vi var nødsaget til foretage en eftersøgning, dog heldigvis uden resultat. Først dagen efter kom det frem, at det viste sig, at tyverierne var blevet begået af 4. spejdere fra 6. Arendal trop.

   Hver morgen holdt lejrledelsen en mindre inspektion på samtlige patruljelejrpladser, og den trop, der samlet kunne fremvise den flotteste lejrorden fik en vandrerstander. Vi var så heldige at vinde standeren både første og sidste dag, så vi kunne hjemføre den til Silkeborg som vores egen. Det var et flot trofæ at have med hjem til Lokalet. Et minde af de lidt specielle fra lejren skal naturligvis også omtales. Det drejede sig om vores berømte lejrsyge. Næsten alle spejder blev syge på omgang. Opkastninger, svimmelhed, hovedpine og feber var symptomerne. Men takket være Troelsens ”Atomtabletter” varede det kun en dags tid, og så var vi oppe på mærkerne igen. Jeg fik også min dag, det samme gjorde Ove. Troelsen slap heldigvis, men han skulle jo også være vores ”læge”. Onsdag eftermiddag blev lejren brudt, og efter en højtidelig afskedsparade kunne vi tage afsked med alle de mange spejdere fra de andre troppe, som vi havde lært at kende. Det var vemodigt, men nu ventede nye oplevelser i Arendal. Inden vi forlod lejren modtog jeg et brev fra vores ”fotograf” i Silkeborg med de flotteste billeder af troppen, som han havde taget, inden vi afrejste, så hver spejder fik et, som de skulle give til deres indkvarteringsværter i Arendal – og så naturligvis 1 eksemplar til dem selv. Jeg nåede også på vores medbragte rejseskrivemaskine at skrive et rejsebrev til Silkeborg Avis, som de fik sammen med et af billederne. Inden afrejsen fra Silkeborg have Avisen også skrevet om lejren, så vi var godt dækket rent PR- mæssigt.

     Indkvartering i Arendal. Turen til Arendal foregik med bus over Momrak sammen med 1. Arendal. I Arendal skulle vi privat indkvarteres fra onsdag, den 6. august til lørdag, den 9. august. Spejderne fra 1. Silkeborg havde allerede i kredslejren fået at vide, hvem de skulle indkvarteres hos, så de rigtigt kunne lære deres værter at kende. Det var lykkedes til fulde. Så ved ankomsten til Arendal stod der en flok Arendal forældre og tog imod os. Jeg skulle bo hos Trygve Daaland. Ove hos hans broder Asbjørn og endelig Troelsen hos Jan. Tiden i Arendal gik dels med nogle fællesarrangementer, men også arrangementer under mere private former hos indkvarteringsværterne. Det var en del af formålet med opholdet i Arendal, at spejderne skulle opleve så meget som muligt sammen med den familie, de var indkvarter hos os. Der blev foretaget adskillige udflugter, men også almindelig sightseeing i Arendal hørte med. Og da var det sjovt, når man stødte vores egne spejdere rundt i byen. Opholdet her blev også en stor oplevelse for os alle, og det stod os meget hurtigt klar, at vi snart måtte gøre gengæld og have besøg af 1. Arendal trop. Men alting får jo som bekendt en ende, således også denne lejr. Lørdag morgen tog vi en vemodig afsked med vore norske spejdervenner og deres forældre og gik ombord på færgen, der skulle sejle os til Hirtshals.

     Hjemrejsen forløb i starten ud gennem skærgården på allerbedste måde. Det var en utrolig smuk sejltur i det bedst tænkelige vejr, vi var alle mættet med indtryk og gode oplevelser, også en smule trætte, og naturligvis glædede vi os til at komme hjem. Ikke mindst vi tre førere, der havde koner og for Oves og Troelsens vedkommende også børn derhjemme. Men pludselig næsten som på minuttet blev idyllen ødelagt. Vi mærkede en underlig rullen af skibet, selvom vandet så omtrent blikstille ud, og vi blev næsten alle voldsomt søsyge og kunne intet foretage os uden at sidde stille på en stol. Det blev naturligvis ikke bedre, da mandskabet så os i vores elendighed og kom med brækposer. Atter engang var Troelsen redningsmanden. Han var overhovedet ikke søsyg og var derfor den, der kunne hjælpe os alle sammen. Efter 2 – 3 timers sejlads havde vi det alle meget bedre, og vi kunne nu atter gå rundt på skibet – om end med lidt usikre skridt. Vi ankom til Hirtshals kl. 14.00 og gik med det samme ind i det ventende tog. Jeg tror ikke, at ret mange af os bemærkede, da toget satte i gang med kurs mod Hjørring, hvor første skift fandt sted. Næste skift var Ålborg, derefter til sidst i Randers. Kl. 21.05 holdt toget i Silkeborg og 22 trætte spejdere og 3 førere kunne stige af toget. Velkomsten var stor, og selvom vi var trætte, havde vi dog kræfter til at afslutte turen med tropsråbet. Jeg har siden fra mange sider hørt, at det havde været en enestående stor oplevelse, som alle ville mindes længe. Det samme var min egen opfattelse.

   Det vigtigste af det hele var dog, at vi ingen alvorlige uheld (trods alt) havde haft, og patruljerne og hele troppen havde fungeret godt. Der var virkelig noget at bygge videre på. For førernes vedkommende betød det et stort afsavn for vores familier, vi havde brugt af familiernes sommerferie til at tage med spejderne på sommerlejr. Men ingen af os mærkede nogen form for ”bad feeling” af den grund. For Ove og jeg betød det, at det for os som seminarieelever var ”dyrt”, idet vi ikke kunne tage arbejde i den periode, hvad vi normalt gjorde i ferierne for at hjælpe på økonomien, som jo alene hvilede på vore koner. For Oves vedkommende havde han det problem, at han måtte have barnepige til hans og Jyttes søn, John, mens Jytte arbejdede. Men alle tre havde vi enestående koner, der syntes, at det var helt i orden, at vi var med spejderne på sommerlejr.

   Der var nu sommerferie, til skolen begyndte igen den 15. august, dog var der lige en lille opgave for patruljerne med et par dage senere at afhente patruljemateriellet og få det rengjort, inden det blev sat på plads i Lokalet. Også dette blev klaret til alles tilfredshed.

Kurt Rasmussen

Kommentarer:

Klaus Rasmussen På billedet, min morfar og onkel. Historien hjemme i familien går på at de på hjemturen smuglede Coca-Cola i posen sammen Dannebrogs-fanen, da cola på dette tidspunkt var forbudt i DK.

Dorthe Rasmussen Ovennævnte historie er ganske sand. Jeg smagte selv colaen!