DDP 10014 Sct. Georgs Troppen og Good-turn

Sct. Georgstroppen –
DDP trop for handicappede pigespejdere.Sct. Georgstroppen

I 1947 var der en lille sammenkomst en sommer eftermiddag, hvor bl.a. Niels og Signe Johansen, Grethe Johansen ( deres niece ) og andre gildebrødre var samlet. Grethe havde siden sin tidlige barndom været handicappet af leddegigt. Derfor havde hun mange gange været på gigtplejehjemmet, Hans Janzens Hjem i Skåde Bakker.
Her havde Grethe hørt om, at man i England havde et brevspejderarbejde, og nu fortalte hun om dette arbejde til sin familie og venner i Silkeborg.
Gildebrødrene i 1.Silkeborg var meget interesserede i at undersøge mulighederne for et lignende arbejde i Danmark, og mange gik i gang med de forberedende øvelser. Doktor Dahlerup og frue gik helt ind for ideen, og det skulle vise sig at være en rigtig god begyndelse til troppen, som fik navnet Sct. Georgstroppen. Selv om spejderne skulle komme fra hele landet, ville gildet i Silkeborg være den økonomiske støtte.
Grethe havde efter alle opholdene på Hans Janzens Hjemmet en stor gruppe ” piger ”, som alle gerne ville være en del af et almindeligt ungdomsarbejde på de betingelser, som de kunne opfylde, og på lige fod med andre unge.

I sommeren 1948 blev en drøm til virkelighed !
Den første sommerlejr for handicappede pigespejdere blev afholdt i Silkeborg i doktor Dahlerups villa på Åhavevej. Hele villaen blev indtaget af 17 spejdere og mindst lige så mange hjælpere!
Først blev det meste af huset ryddet, så blev der sat hospitalssenge op i stuerne, lavet spise-og siddesteder. Haven var flere steder gravet op, så der kunne etableres lejrplads og bålplads. Der var i sandhed liv og glade dage.
Man havde ikke mange penge, så doktoren brugte sit gode navn og anseelse til at skaffe kartofler, grønt, æg og andet mad. Niels Johansen besøgte byens banker og fik lidt penge. Byens bagere, købmænd og slagtere bidrog også med madvarer. Alle gildebrødres kontakter blev aktiveret –
Hjælperne var gildebrødre, men også byens unge spejdere deltog ( og deres kærester ! ) Nogle skulle passe et arbejde, men kom så snart, de havde fri. Det blev en rigtig lejr, som ingen havde drømt om, ville blive så vellykket. Et KÆMPEARBEJDE og en KÆMPEOPLEVELSE for alle !
Sct. Georgstroppen i Dahlerups have 1949
Efter den meget vellykkede lejr startede så en helt anderledes trop. Pigerne kom som sagt fra hele landet, så det blev en brevspejdertrop.
I det daglige var man inddelt i patruljer med en patruljefører. Den menige spejder fik en gang om måneden tilsendt opgaver, nyt fra troppen og et tropsblad. I Grethe Jo´s stue på Kirkebakken samledes patruljeførerne i løbet af måneden for at skrive breve, sende opgaver, lave duelighedstegn, der kunne ” passe ”, lave tropsblad. Patruljeførerne var alle Silkeborg spejdere. Jeg var f.eks PF i ca. 8 år.
Sct. Georgstroppen lejrbål
Sct. Georgsgildet i Silkeborg påtog sig opgaven at skaffe penge til tropsarbejdet, transport og sommerens lejr. I første omgang fik telefonmester Nyholm ideen til en juletombola. Den gav et pænt overskud, som dækkede udgifterne til troppens arbejde.
Myndighederne fandt pludselig ud af, at overskuddet også skulle tilgodese anden julevelgørenhed. Så måtte man lægge hovederne i blød for at finde en anden indtjeningsmulighed.
Igen var Niels Johansen ihærdig. Han fik ideen til et good-turn mærke, som det nyoprettede 3.gilde fik sat på tryk i 1968. Overskuddet blev bl.a. brugt til Sct. Georgstroppen, men også andre spejdere fik glæde af pengene.

Tilbage til sommerlejrene:
De første 4 år blev lejrene holdt i Dahlerups hus og have. Derefter blev de næste mange lejre holdt på Ryekol.
Sct. Georgstroppen i Ryekol 1966
Spejderne var de samme fra år til år, d.v.s., der kom selvfølgelig nye til og nogen forsvandt, men den ” faste ” kerne var der : Grethe Jo, Bette Ras, Gurli, Lillian, Bitten, Gertrud og mange flere.
Hjælperne var også de samme år efter år. Man tilrettelagde sin ferie efter det.
Det skal understreges, at INGEN var uddannede i sundheds/ sygeplejesektoren i de år, hvor jeg deltog fra 1953 – 1964. Det var måske en af de ting, der betød rigtig meget for os alle : vi gjorde det så godt som muligt. Måske ikke efter bogen , men med kærlighed !
Hjælperne var både spejdere og ikke-spejdere. Ikke mindst de mandlige hjælpere gjorde det muligt at klare en lejr. Det var CF`ere, militærnægtere og helt almindelige mænd. Det var grænseoverskridende for både hjælpere og spejdere, men alle kom fra arbejdet i lejren med en oplevelse for livet !
En anden gang vil jeg fortælle videre om troppens arbejde og lejrene.
Måske kan andre bidrage ?

Spejderhilsen
Ellen Binderup Schou
Bimse
DDS 563 F side 9