Rådsilden blev indstiftet omkring 1950, i Børge Jacobsens 2. periode som tropsfører. Den blev afskaffet i slutningen af 1980erne, af sikkerhedsmæssige årsager.
Kurt Rasmussen skriver i sin bog ”Mit liv som spejder – mit spejderliv”:Rådsilden. Til alle møder og ture kom der nu megen fantasi og mange rituelle ting, hvoraf indførelsen af rådsilden vel må anses for den vigtigste og kom til at have en fast plads i 1. Silkeborg i de næste ca. 40 år. Tropsmøderne blev, som tidligere nævnt afholdt den 1. tirsdag i hver måned kl. 19- 21 i Lokalet eller evt. et eller andet sted i skoven. Kl. ca. 20.45 var selve programmet for tropsmødet afviklet, og der blev stillet op til rådsild. Hver spejder havde lavet og udsmykket sin egen pil, der skulle have nogle ganske bestemt mål. Pilen var forsynet med 4 fjer, og hver spejder havde sin ganske bestemte farvekombination, idet der blev anvendt 4 farver således: rød: blodets farve – blå: himlens farve – gul: solens farve – hvid:sandhedens farve.
Mine farver var: rød-blå-hvid-hvid. Disse farvekombinationer fulgte spejderen i hele hans spejdertid i 1. Silkeborg. I øvrigt blev farvekombinationerne skrevet på den enkelte spejders stambogsblad. Hver patrulje havde sit eget pilekogger, som patruljen havde udsmykket på forskellig vis, men alle utroligt flotte. Pilekoggerne hang på væggene i »Rådsildhjørnet« i Lokalet. Når rådsilden startede, sad spejderne patruljevis i en halvkreds om den træblok, som sammen med et metalkar, der indeholdt sand og var anbragt i en opretstående træstub, stod på gulvet. Tropsføreren (eller hans stedfortræder) trådte frem foran spejderne, der nu alle havde deres pil i hånden og indledte ritualet med ordene:
»Lad os ved åbningen af vor rådsild drage pilene af koggeret og lad deres od bore sig ind i det vedstykke, der symboliserer samhørigheden i vor trop. Når veddet dækker pilenes od, skal det minde os om, at freden skal herske under vor rådsild. Rådsilden er åbnet«.
Herefter blev »ilden« tændt i metalskålen. Det var utrolig stemningsfuldt og foregik under absolut ro. Alle var grebet af den højtidelige stemning, der herskede. Jeg tror, at mange hundrede spejdere, der har oplevet og deltaget i rådsilden, vil kunne huske den samhørighed, rådsilden gav. Herefter blev der fra førernes side fortalt om forskellige arrangementer, planer eller praktiske forhold, der skulle meddeles. Det var også i forbindelse med rådsilden, at overrækkelse af forskellige hædersbevisninger, udnævnelser eller afsked med en fører foregik. Ritualet sluttede med ordene:
Pilene bærer himlens, blodets, solens og sandhedens farver, og vi er de strenge, hvis kraft skal føre dem mod målet, nemlig livet i naturen og det store broderskab. Rådsilden er lukket.
Til slut sang man »Altid frejdig, når du går« – fanen blev rullet sammen, og mødet var forbi.”
Efter åbningsordene blev pilene anbragt i blokken. Det skete i rangorden, d.v.s. først anbragte tropsføreren sin pil, derefter tropsassistenterne, skovmændene, patruljeførerne o.s.v. Efter ceremonien fjernede man pilene efter samme mønster. Når nye spejdere skulle optages, blev de ført ind med bind for øjnene. Først når de på spejderære havde lovet, at de aldring ville røbe rådsilden, blev bindet taget af og de kunne anbringe deres pil i blokken. Når en spejder havde forladt troppen, blev hans pil brækket i mindre stykker og brændt.
Rådsilden var hemmelig og der blev derfor aldrig fotograferet under selve rådsilden. Billedet øverst, fra Lokalet på Lyngbygade, er taget omkring 1957.
