Det lille hus – – – – – i Indelukket.
I det tidlige forår 1944 ytrede flere tyske soldater på Silkeborg Bad ønske om at komme til at bade i Almindsø, når det blev sommer.
At bade ved Østre – eller Vestre Søbad sammen med danskerne var udelukket !
På kort tid fik man ved Aggerholm ryddet til en badestrand, men AK! Jorden var meget okkerholdig og ikke egnet som badestrand.
Hurtigt fandt soldaterne ud af, at der ved Løkken og Blokhus skulle fjernes nogle små sommerhuse for at give plads til et par større kanon-bunkers. Fra garagen på Badet blev der ” organiseret ” et par lastbiler til en ” militærøvelse ”, som gik ud på at bringe 7 mindre og 1 større hus til bredden ved Aggerholm.
Selve strandbredden fik man skabt ved at køre flere læs fint, hvidt strandsand fra Limfjorden på området – til stor forargelse for danskere, der jo ikke kunne tillade sig den slags luksus.
Ved indvielsen af stranden, blev der afsløret et skilt med smukt svungne bogstaver ” KUPPESLUST ”,
0pkaldt efter oberstleutnant Kuppe.
Efter 5.maj 1945 var det tid til oprydning. Et af badehusene, sikkert stabshuset, blev fragtet til Indelukket, og det tjente i 15-20 år som De Blå Pigespejderes fælles hus.
Endnu har jeg ikke fundet ud af de nøjagtige omstændigheder omkring køb, flytning, opstilling og muligvis ombygning, men måske kan nogen hjælpe ?
Da jeg startede som blåmejse i 1947, så huset således ud:
Det var i 2 etager,
Stueetagen : entre, trappe til 1.sal, stort tropslokale + 1 patruljerum
1.sal : 2 patruljerum med skrå vægge.
Faciliteter var der ingen af : ikke vand, ikke toilet, ikke . . ., ikke . . ., men vi havde det herligt – der var vistnok indlagt elektricitet.
Der kom på det tidspunkt ikke særligt mange mennesker i Indelukket, så vi havde de dejlige omgivelser næsten for os selv. Skulle vi bruge vand, gik vi ned til tømrermester Riegels-Jensen på Åhavealle. I deres vaskehus måtte vi hente vand.
Varme fik vi ved at fyre i 2 brændeovne –Morsø ? Hvor mon vi fik brænde fra ?
Indretningen af rummene var meget sparsom. Langs væggene i det store rum stod træ”puffer”, som samtidigt tjente som patruljekasser. Kasserne var muligvis hjemmelavede.
Kan det passe, at de blev flyttet med i Almindsøhytten ?
Udsmykningen var bl.a. et skind, som efterhånden fik mange navne skrevet på. På Spejderhistorisk Arkiv har vi dette skind, og vi har også en liste med alle autograferne.
Fra 50`erne begyndte man at tale om en ny hytte til pigespejderne som afløsning, og i 1965 – 66 blev Almindsøhytten bygget.
Her – mange år efter – er der huller i hukommelsen. Måske kan du hjælpe ?
Med spejderhilsen
Ellen Binderup Schou
Bimse